Udstillingen fejrer samtidens mangfoldighed af tilgange til skulptur ved, at tre kunstnere fra den ældre generation samt tre nyere navne er deltagere. Med deres værker, der spænder over såvel små afsnit på gulv som store vægflader, viser udstillingen bredde i både tid og rum.

The exhibition celebrates our contemporary time’s profusion of approaches to sculpture by enlisting the participation of three artists from the older generation and three newer names. With their works, which span across small sections of the floor as well over larger wall surfaces, the exhibition displays breadth — in both time and space.

Ordet ‘topos’ (græsk: ‘sted’) optræder i en række gloser med vidt forskellige betydninger, bl.a. utopi, dystopi, biotop og topografi. Med organiske materialer håndgribeliggør Marianne Jørgensen disse ord og udpeger dermed stedet og landskabet som reelle og essentielle faktorer i ethvert samfund. Elementer, der former ikke bare forståelsen af en given kultur, men også menneskets selvforståelse.

The word “topos” (Greek: “place”) forms part of a number of words with widely disparate meanings, including utopia, dystopia, biotope and topography. Using organic materials, Marianne Jørgensen shapes these words and renders them tangible and thereby designates the place and the landscape as real and essential factors in any society, elements that shape not only the understanding of a given culture but also people’s selfunderstanding.

Til udstillingen bidrager over 60 kunstnere med hver ét værk — en multiple — i mindst tre editioner. SKULPTURI er for en stund omdannet til et kunstsupermarked, hvor det samme værk — eller den samme ‘vare’ — kan erhverves af flere forskellige købere. Værkerne står side om side på reoler og værkfortegnelsen er udskiftet med en vareliste. Udstillingen gør op med kunstverdenens højtskattede idé om det auratiske unikaværk og lader i stedet kunst og hverdagsliv flette sig ind i hinanden.

For the exhibition, more than 60 artists have been asked to contribute one work each — a multiple – in an edition of at least three copies. For the time being, SKULPTURI is converted into an art supermarket, where the same work — or the same “commodity” — can be acquired by several different buyers. The exhibition settles its own accounts with the art world’s cherished idea about the aura-swathed unique work and allows, instead, art and everyday life to become interspersed with one another.

På udstillingen tager Hartmut Stockter (DE/DK) os med ud i vinterlandskabet og giver os via en række sære lavteknologiske apparater nye perspektiver på den snedækkede natur. Stockter er en usædvanlig original opfinder, og temaet for hans Storm P.’ske konstruktioner er observationer af vores omgivelser. Udstillingen omfatter bl.a. et fugle-fodrings-bræt, der tillader beskueren at lytte til fuglens fodtrin, en krage-observations-slæde komplet med telt, brændeovn, teleskop samt en blomsterdetektor, der gør det muligt at finde visne blomster under sneen.

At the exhibition, Hartmut Stockter (DE/DK) takes us out with him into the winter landscape through a number of peculiar low-tech appliances. Stockter is an exceptionally original inventor and the exhibition include a bird-feeding board that allows the viewer to listen to the bird’s footsteps, a crow-observation sled, complete with tent, wood burning stove, telescope along with a flower detector that makes it possible to find withered flowers beneath the snow.

Med en tydelig hilsen til Arte Poveras brug af ‘værdiløse’ materialer har Miguel Vega Olivares til udstillingen samlet skrammel og affald, og han har af det skabt en række skulpturer, som direkte kommenterer på vores forbrugskultur og dens indgroede begrebssfære. I en række opsigtsvækkende objekter kobler Olivares snore, elektronik, møbeldele m.v. for dermed at belyse de komplekse kontekster og heterogene sociale fora, vi til hver en tid indgår i.

Paying a distinct tribute to Arte Povera’s use of “worthless” materials, Miguel Vega Olivares has gathered rubbish and refuse for the exhibition and from this, he has created a number of sculptures that comment directly on our consumer culture and its ingrained sphere of concepts. In a series of sensational objects, Olivares couples cords, electronics, furniture parts, etc. in order to elucidate the complex contexts and heterogeneous social forums of which we form a part, at any time.

Eva Steen Christensens tre skulpturer er placeret i udstillingsrummet i indbyrdes dialog. Alle tre bevæger de sig i grænsefeltet mellem natur og kultur.

The three sculptures of Eva Steen Christensen are all moving within the bordering-field between nature and culture.

Mathieu Mercier sætter billeder fra kunsthistorien, arkitektur, design og hverdagen i rotation og pirker til den måde, vi betragter enkeltelementerne på. Om Mercier kan det siges, at han bryder sine billeder ned i atomer, for herigennem at udpege deres substans, deres ‘tegnsætning’. På den måde fritager han dem for oplagte referencer og traditionelle hierarkier og lader dem udtrykke deres ‘partikularitet’.

The works by Matthieu Mercier (FR) set different images from art history, architecture, design and everyday life in rotation and takes a poke at the way we regard the individual elements. Mercier breaks his images down into atoms so as to identify, by this means, their substance, their “punctuation”. He absolves them of their obvious references and releases them from traditional hierarchies and thus gets them to express their “particularity”.

Otte studerende fra billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi er rykket ind i SKULPTURI’s lokale og har gjort det til deres, mens deres skole skærer ned og bruger kræfter på politik og alt muligt andet end kunst. Udstillingen giver et helt aktuelt blik på skulpturmediets mange muligheder og fremtrædelsesformer.

Eight students who are studying at the School of Sculpture at the Royal Danish Academy of Fine Arts have moved into SKULPTURI’s premises and have turned the room into their own, at a moment in time when their art school is busy making cutbacks and spending its energies on politics and everything else but art. The exhibition provides a totally up-todate look at the sculpture medium’s many possibilities and forms of manifestation.

Johan Röings (S)  skulpturer — møbler og figurer — opleves i udgangspunktet som utrolig svenske. De fleste er i træ og udformet med motorsav og mejsel, hvilket giver dem en på én gang en brutal og naiv virkning. Her mødes primitivisme og klassicisme, totempæl og Brancusi-søjle, det vilde, udstrakte landskab og det hvide, kubiske rum, rå materialitet og pæne, glatte vægge, lethed og tyngde.

Johan Röing’s (S) sculptures — articles of furniture and figures — are experienced, basically, as being incredibly Swedish. Most of them are made in wood and elaborated with a chain saw and chisel, which imparts to them an effect that is all at once brutal and naïve. Here, primitivism meets classicism, the totem pole meets Brancusi’s column, the wild sprawling landscape meets the white cubic room, raw materiality meets the tidy, smooth walls, and lightness meets heaviness.

Udstillingstitlen er inspireret af psykoanalysens arbejde med det umiddelbart meningsløse og oversete. Claire Barclay (UK) er interesseret i, hvordan objekter formår at afsløre viden om menneskets natur gennem den måde, hvorpå de bruges eller gemmes væk. Hun undersøger i sine altid stedsspecifikke værker vores relation til tingene, når ornamentik og begær tager over fra funktion og rationalitet.

The exhibition’s title has been inspired by psychoanalysis’s work with the immediately meaningless and neglected. Claire Barclay (UK) is interested in how objects manage to disclose knowledge about human nature through the way in which they are utilized or stored away. She is examining, in her always sitespecific works, our relation to things, right there where ornamentation and desire take over from function and rationality.